Kæmper du med lavt selvværd ? Det skal vi gøre noget ved – og jeg kan hjælpe dig.
Lavt selvværd er årsag til forringet livskvalitet for rigtig mange mennesker. Selvværd handler om den holdning eller det syn, man har på sig selv. Det handler om den værdi, man tillægger sig selv som menneske. I dagligdagen taler vi om at tro på os selv – tro på at vi er ok, tro på vores eget værd.
Det er ikke alle, der har troen på sig selv, og det er her, vi begynder at tale om lavt selvværd.
Kernen i lavt selvværd er negative overbevisninger om en selv, eksempelvis “jeg er for tyk”, “jeg er grim”, “jeg er dum”, “jeg er ikke god nok” eller “jeg er kedelig”. Og det er sådanne negative tanker eller overbevisninger, der fører til følelsen af ikke at være særlig meget værd.
Symptomer
Lavt selvværd betyder at du ofte føler dig underlegen og mindreværdig i forhold til andre mennesker, har mange selvbebrejdelser, tænker meget på hvad andre tænker og mener om dig, tænker at andre laver negative vurderinger af dig som person.
Mennesker med lavt selvværd kan agere overdrevent underdanige eller overdrevent dominerende i relationen til andre mennesker.
Behandling
I terapien vil der dels være fokus på at finde årsagen til dit lave selvværd samt betydningen heraf for dit liv. Og dels fokus på at skabe en erkendelse af, at du også har en række kvaliteter og ressourcer, så du kan føle glæde og stolthed ved at være den, som du er og dermed ændre din opfattelse af dig selv.