Ønsker I at investere i jeres parforhold ? Så kan jeg anbefale et “kærligheds eftersyn” og god hjælp til selvhjælp, hvis I ønsker at bevare nærhed, tillid og samhørighed i jeres parforhold. Eller er dit parforhold i krise ?
Selvom vi ønsker at gøre det bedst muligt, vil der i alle parforhold være perioder hvor den ene eller begge parter oplever utilfredshed eller frustration med forholdet.
Konflikter og skænderier kan udvikle sig på grund af f.eks. små misforståelser i hverdagen, børneopdragelsen, et dårligt fungerende sexliv, manglende kommunikation og af mange andre grunde. Hvis problemerne vokser og man kører i ring, sker der ofte det, at man begynder at placere skyld og ønsker at den anden skal lave sig om. Men det er mere hensigtsmæssigt at fokusere på jeres samspil eller en forbedring af det. På den måde kan I blive bedre til at give udtryk for hvad I ønsker og mener, så I kan opnå det parforhold som I ønsker. En væsentlig forudsætning er, at I begge ønsker at fortsætte jeres parforhold og er indstillet på at samarbejde om at forbedre dette. Alternativet kan være at skilles på en ordentlig måde.
Symptomer
Skænderier, utilfredshed, frustration, ensomhed, for lidt nærhed og omsorg, vrede, skyldsspørgsmål, manglende forståelse mv.
Behandling
I parterapien arbejder vi med at udvikle mere hensigtsmæssige måder at kommunikere på, så I oplever større forståelse, glæde og tilfredshed med hinanden og jeres parforhold. Ved at forbedre jeres kommunikation og øge forståelsen for hinanden, vil I blive bedre rustet til fremover selv at kunne håndtere de vanskelige situationer der måtte opstå.